De hyggelige omgivelser

Hvad enten du er ude i haven eller indendøre i cafelokalerne -  om det er sol eller regn, så er her hyggeligt på Teatergården. Her er intet snorlige eller efter moderne standarder;-)

Da jeg første gang præsenterede en flok veninder for ideen om en gårdbutik, rystede de vist på hovedet bag min ryg! I dag kan jeg godt forstå dem - det lå vist ikke lige for, og det skulle også tage langt tid, før det hele stod klar...faktisk kan du stadig finde "soldater" i cafeen (og en hel del andet i samme stil)...men "Skidt, Pyt" - det fungerer, og jeg elsker mit lille sted, og det lader også til at gæsterne gør det:-) Her er det vist på sin plads at tildele en meget stor TAK til min mand Boye Sass - uden ham var der ingen lokaler til, hverken det ene eller det andet! :-)

Lokalerne til cafe er det gamle hønsehus, køkkenet er det gamle karlekammer og teatersalen er i den gamle lade - og i øvrigt sidste skud på stammen;-)

Teatergården i Holbæk har det fineste lille køkken

Køkkenet -  Det gamle kalekammer

Før dette vidunderlige finulige køkken kom til, var her et råt lokale med smadrede vinduer, brædder direkte lagt oven på jorden - intet varme - og en svalerede under loftet. Uh, hvor har den stakkels karl, der boede her i gamle dage nok frosset om vinteren. Vi har gravet gulvet ud i ca 60 cm - pyha - Vi kunne ikke få en gravemaskine ind, så det foregik med håndkraft og så måtte jord og brokker slæbes ud i spande og trillebør. Herefter er der isoleret og støbt og lagt gulv. Vi var heldige at der var 9 cm hulrum i alle vægge, så hele længen er isoleret med papiruld - og det har haft en utrolig positiv virkning på indeklimaet og støjdæmpning udefra. Herligt. Køkkenet består af gamle låger og skuffe, som vi har fundet på et loppemarkede og så har Boye bygget den sorte ramme rundt om. Jeg synes, det helt perfekt og meget hyggeligt. 

Teatergårdens ene cafélokale

Cafelokalerne

I forbindelse med køkkenet er det ene af tre cafelokaler. Det var oprindeligt en væg mellem køkken og det her lokale, men den rev vi ned i forbindelse med etablering af køkkenet.

Jeg flytter ofte rundt på møblerne i min lille biks, men lige nu rummer dette lokale et sofahjørne, et bord, der kan sættes en ekstra plade i og i hjørnet er der brændeovn og legekøkken - to ikke helt forenelige størrelser, så inden vinter må jeg nok flytte rundt igen;-) Cafelokalet var oprindeligt del af hønsehuset, og der var siddepinde og redekasser, da vi gik igang med istandsættelsen - ligesom der også her var smaderede vinduer. Der er som nævnt yderligere to lokaler med siddepladser med borde i varierende størrelser, så nogen gange kommer man til at dele bord med andre - måske det bliver til nye venner - hvem ved? :-) I hvertfald oplever jeg ofte, at børnene mingler i legen og finder nye venskaber - og nogen gange i en grad så mobilnumre må udveksles ved afskeden.

Teatergårdens have 2021

Gårdhaven 2021

Gårdhaven

 Gårdhaven er i dag også blevet et dejligt sted at opholde sig. Her er indrettet med små rum - både til kaffedrikning og leg. Hindbærhaven er til kæphesteridning, og prydhaven kan man spille kongespil eller kroket i. Her er legehus  og i et stort telt har der i år været en scene til at børnene kunne spille deres egne fantasi stykker på. Der er rabarber, jordbær, brombær og ukrudt;-) Stokroser, krydderurter, vindruer og ukrudt;-) I drivhuset er der tomater, agurker, peberfrugter, auberginer og ukrudt;-) Kort sagt - et herligt sammensurium af planter og biodiversitet af første klasse;-) Haven er holdt økologisk og alle bær og frugter er statskontrolleret økologiske.